Indsamling til historier om øl 11. august 2012

Der foregår mange forskellige ting i øllets verden. Nu er der to personer, der vil skrive om øl, og gerne have andre til at hjælpe med finansieringen via det nye crowdfunding.

De to er Nalle Kirkvåg, der er uddannet journalist, cand.comm og desuden er BA i pædagogik samt BA i psykologi, og Søren Kølbæk Iversen, der er studerende ved Kunsthistorie på Københavns Universitet.

– Vi er ved at indsamle midler til projekt Ølrejsen, så vi kan rejse land og rige rundt for at fortælle om det gode danske øl.   Men som alle ved, kvalitetsjournalistik er en bekostelig affære, derfor samler vi penge ind ved hjælp af crowdfunding, så vi kan lave i alt 5 kvalitets radio/podcast fortællinger om dansk øl, skriver de to.

Hvis projektet realiseres, vil man bl.a. komme til at høre om:

  • En række temaer fx: håndværk vs. industri, øl gennem tiderne samt modsatrettede udviklinger som f.eks.: discount vs. kvalitet, konsum vs. nydelse, forbrug vs. at samle på øl, druk vs. at nyde en god øl osv.
  • bl.a. hvordan øl opstod, hvor i verden øl kommer fra, hvad øl er, samt hvorfor øl og mjød f.eks. ikke er det samme.
  • Forskellige måder at producere øl – f.eks. industriøl overfor håndværks/mikrobryg. Vi vil ind på konkrete bryggerier og høre præcist om, hvordan det går til, fornemme og formidle stemning, lyde, samt konkret viden. Vi vil høre om teknikkerne bag de forskellige øl, bl.a. hvordan bryg af pilsner adskiller sig fra bryg af stout og hvedeøl mv.

De to forestiller sig i udsendelsen om Sjælland at fortælle om Nordisk øl- og madkultur samt om nytiltag med at dyrke gamle danske humlesorter, der knytter an til ideen om terroir mv., idet f.eks. Aarstiderne i Humlebæk er begyndt at brygge øl med dansk humle…

I udsendelsen om Fyn vil vi undersøge, hvad kvalitet er – f.eks. ved besøg på Bryggeriet Vestfyn, der producerer ‘discountøl’, bl.a. Pokaløl til Coop, skriver de.

Læs mere på ølrejsen.dk

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.